Strandvejen 136a, 4. th., 2900 Hellerup

Penthouse med Øresund udsigt

Nu har vi fornøjelsen af at byde velkommen til denne lækre penthouse-andelslejlighed i to etager på Strandvejen i Hellerup. Her venter en sublim udsigt over Øresund, som blandt andet kan nydes fra den store altan. I 2015 blev lejligheden totalrenoveret, hvor tørreloftet blev inddraget til boligen, og I kan se frem til et stort opholdsrum med køkken, et master bedroom, to værelser og et badeværelse.

Den eftertragtede beliggenhed udmærker sig først og fremmest med nærheden til vandet og Strandvejens mange specialbutikker og spisesteder. I får desuden kort afstand til flere indkøbsmuligheder, skoler og pasningstilbud, og så ligger Charlottenlund Fort og Strandpark blot en kort spadseretur herfra.

Lejligheden er placeret i en smuk ejendom fra 1913 med en lys facade og et sort tegltag. På fjerde sal ankommer I til hjemmets underste etage, hvor et stort opholdsrum udfolder sig. Her får I en dejlig stuesektion med masser af indretningsmuligheder, mens spiseafdelingen oplagt placeres nær det flotte snedkerkøkken fra Handcrafted Interior, som blev monteret i 2020 og byder på både vinkøleskab, Quooker samt hårde hvidevarer fra Miele og Liebherr. Fra opholdsrummet får I tilmed adgang til de to altaner, hvor den største mod sydøst kan bryste sig af en uhindret udsigt til Øresund.

Den hvide svingtrappe fører jer videre op på femte sal på det tidligere tørreloft, hvor I råder over en fortrinlig soveafdeling med kipført loft og fritlagte bjælker. Det store master bedroom er forsynet med skabsvæg, og dertil kommer to børneværelser og et badeværelse med en kombineret tørre- og vaskemaskine samt et imponerende lysindfald fra de høje ovenlysvinduer.

Til lejligheden hører et mindre kælderrum til opbevaring, mens det også er nævneværdigt, at der må holdes husdyr i boligen.

Skal I være de heldige ejere af denne formidable andelslejlighed? Så book en fremvisning på 40447464.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.